Find balancen i jeres parforhold
At være to er skønt, men ikke altid nemt. Et sundt og godt parforhold, hvor begge parter er forelskede, glade, positive og forstående, kan være svært at bevare. Det er helt normalt, for et parforhold udvikler sig. I udvikler jer sammen og hver for sig.
Ofte sker der det, at begge parter udvikler sig i hver sin retning og væk fra hinanden på nogle områder. Er begge parter villige til at udvikle sig selv og parforholdet, kan en dårlig udvikling vendes til en god, hvor I kan lære nyt om jer selv og hinanden.
For andre parforhold kan det være svært at finde den rette balance, fordi samtaler om jeres forhold og hver jeres behov har en tendens til at udvikle sig til diskussioner og skænderier. I føler jer fastlåste og oplever, at den følelsesmæssige kontakt bliver mindre, og I begynder at trække jer fra hinanden.
Gnisten i parforholdet forsvinder.
Derfor kan det være en hensigtsmæssig fordel at bruge en psykoterapeut som mig til at hjælpe jer med at finde den balance, der kan give jer et positivt, godt og givtigt parforhold. Det gælder uanset, om I har børn eller ej. Når I bliver hørt, mødt og forstået, vil I få mulighed for at tale om de udfordringer, som I begge oplever.
Hvis I allerede er afklaret med, at I behøver en psykoterapeut til at hjælpe jer på vej, så er I velkomne til at kontakte mig for en uforpligtende snak om, hvad jeg kan tilbyde jer.
Årsager til problemer i et parforhold
Herunder beskriver jeg nogle af de almindelige årsager til, at det perfekte parforhold kan begynde at gå i stykker.
I mødes og forelsker jer i hinanden. Lysten til din partner er i lang tid uformindsket og intakt, og velviljen til at komme hinanden i møde i starten af et parforhold er stor.
Men selv de bedste parforhold har det med at ændre sig. Det er svært at bevare et trygt, og udviklende parforhold på den lange bane. Faktisk stiger utilfredsheden hos hver part i et forhold jo længere tid parforholdet varer; set ud fra en gennemsnitlig betragtning.
For hen ad vejen begynder parternes forskelligheder at dukke op. Med dem følger konflikter og skænderier om blandt andet børneopdragelse, økonomi, praktiske gøremål i hjemmet, forskellige interesser og mangel på lyst til samtale, nærhed og intimitet.
Disney-drømmen om det perfekte parforhold begynder at smuldre.
Parforholdet kan give mange udfordringer, når du ikke forstår din partner.
Når du ikke forstår din partners måde at tænke på, at kommunikere på og at tale på, så er der stor sandsynlighed for, at det kan skabe uro og frustration i dig.
Din hjerne begynder at analysere, og fortolke, og den prøver på den måde at finde en forklaring. Ud fra denne tankeproces er det sandsynligt, at du skaber drama, såsom at tænke negativt. Dine negative tanker får følelserne til at komme væltende, og det kan eksempelvist være ensomhed, tristhed, og en følelse af manglende respekt og tillid.
Du bliver irriteret, og tankemylderet sætter i gang og kører derudaf.
Det kan blive ret indviklet og kompliceret at leve sammen, når I på grund af manglende forståelse ikke respekterer hinandens forskelligheder. Når du ikke har det godt i parforholdet, kan det føles som en stor og tung byrde, og jeres konflikter kan ende med kulde imellem jer og flere dages stilhed.
Parforholdet har stor betydning for livskvaliteten og livsglæden. Derfor er det helt essentielt, at I lærer at forstå hinandens måde at kommunikere på, så I kan lære at forstå hinanden og dermed forstå jeres parforhold.
Mænd og kvinder er forskellige
Som kvinde oplever du måske, at din mand vil have problemer løst hurtigst muligt, og at han ikke har lyst til at tale om hvert problem i timevis – som du har.
Jeres samtaler kører ofte “skævt”, og du kan have en følelse af, at du ikke føler dig set og hørt.
En anden situation kan være, at du føler, at din partner kritiserer dig for noget, som reelt er en bagatel, men DU oplever det som et angreb, og du føler dig truet. Selv om det “kun” er ord, kan din krop opleve dette som en trussel på det biologiske plan.
Din urbiologi skelner nemlig ikke mellem konkret eller overført betydning. Din krop opfatter situationen som “livsfarlig”, selv om din psyke godt ved, at det “kun” var ord.
Din krop er nemlig fantastisk. Den prøver at beskytte og passe på dig, når der er “fare på færde”. Din krop har en overlevelsesstrategi ligesom dyrene. Enten kan du kæmpe, flygte eller blive handlingslammet.
Det, som du har med i din rygsæk, tager du med ind i dit parforhold. Det er erfaringer, reaktionsmønstre, tanke- og handlingsmønstre. Det samme gør din partner.
De biologiske forskelligheder mellem dig og din partner har også stor betydning for og indflydelse på jeres adfærd. Selv om I går efter den samme drøm og samme mål, så kommunikerer og reagerer I på forskellige måder. Måske udvikler I jer i forskellige retninger, og det kan give dig en følelse af, at I er ved at vokse fra hinanden.
Dårlig eller manglende kommunikation
De fleste problemer i et parforhold handler som regel om dårlig eller manglende kommunikation, fordi I har problemer med at forstå hinanden, som ovenfor beskrevet.
Du har muligvis en ide om, at din partner kan regne ud, hvad du gerne vil have, og hvad du har brug for hjælp til. Sådan fungerer en positiv og konstruktiv kommunikation altså ikke i et parforhold; uanset hvor godt I kender hinanden, og uanset hvor mange år I har været sammen i jeres forhold. Din partner er ikke tankelæser, og derfor er det helt essentielt for jeres forhold, at du lærer at åbne munden og give udtryk for dine egne ønsker og behov.
Det er også meget vigtigt, at du selv byder ind og spørger om, hvad du kan gøre eller hjælpe med. Når I begge er fælles om praktiske opgaver, og når I begge bidrager, vil dette i mange tilfælde give en gensidig følelse af respekt og en følelse af at blive set og hørt.
Parforhold er forskellige
På samme måde som med mennesker så er parforhold også forskellige. Den ene part kan føle sig ensom i parforholdet og have et ønske om, at I kommer tættere på hinanden følelsesmæssigt, hvorimod den anden part ønsker mere frihed og tid til sig selv.
Oplever du andre problemstillinger såsom jalousi, manipulation, at du har svært ved at sætte grænser, eller andre udfordringer, så vil samtaleterapi med en psykoterapeut være et godt sted at starte.
Uanset om dit parforhold er i krise, eller om I har mindre problemer i hverdagen, kan parterapi hjælpe jer til at skabe et helt nyt og solidt fundament og et lykkeligere og stærkere parforhold.
Hvad kan du selv gøre for dit parforhold?
I al din frustration i dit parforhold er det meget let at kritisere og begynde at ”pege fingre” og kritisere og angribe din partner. Det er bare sådan, at når du peger fingre af din partner, peger 3 fingre tilbage på dig.
For hvad handler det om i dig?
Din måde at reagere på overfor din partner, handler i bund og grund om dit eget indre liv – og meget lidt om din partner. Det handler om, hvad DU bliver trigget af, og alt det du har med i din egen bagage.
Al forandring starter i dig. Derfor må du se nærmere på, hvad du selv kan gøre og arbejde med. Kigge indad i stedet for at skyde skylden over på din partner.
Selvfølgelig er det begge parters ansvar at kigge indad, og arbejde med sig selv og sin egen personlige udvikling.
De 5 kærlighedssprog
Kender du din partners kærlighedssprog, så du ved, hvordan du gør din partner glad og viser kærlighed? Dit kærlighedssprog kan være forskelligt fra din partners, og ved en simpel online-test, kan du finde ud af dit eget og din partners kærlighedssprog, så din partner får viden om, hvad der skal til, for at du kan føle dig elsket, og du får viden om, hvordan du kan fylde din partners kærlighedsbeholder op.
Tag testen allerede i dag. Links til testen både til kvinder og mænd finder du her:
Test for kvinder i parforhold (åbner i nyt vindue)
Test for mænd i parforhold (åbner i nyt vindue)
Det gode parforhold skal prioriteres og vedligeholdes, ligesom alt andet. Vær positiv, tag hensyn og lyt til din partner. Der er håb forude, hvis I begge er åbne for at arbejde med problemerne og stadig har lyst til at være sammen i et parforhold.
Individuel terapi eller parterapi
Du kan gå i individuel terapi og få klarhed over, hvad du selv kan gøre og bidrage med i dit parforhold.
Du og din partner kan få parterapi og lære at tackle nogle af de mange udfordringer, der kan være i jeres parforhold. Min parterapi vil gøre jer i stand til at kommunikere bedre med hinanden, og I vil få værktøjer til at styrke jeres parforhold og få gnisten tilbage.
Med baggrund i mine erfaringer inden for psykoterapi og parterapi anbefaler jeg, at I starter med en enkelt session med parterapi. Derefter vil det som regel give mest mening at fortsætte med individuel terapi, da vi her går mere i dybden og kan arbejde med dine egne mønstre og overbevisninger og det, du har med i din rygsæk.